.
.
.
.
.
Isoleringsmaterialer på Friland
En vigtig del af at spare på energien på Friland sker gennem måden, vi har bygget vores huse, og ved at tænke i materialers livscyklus fra produktion, anvendelse og til nedbrydning.
Ved at bruge simple, bæredygtige materialer i husene på Friland, bidrager vi til at mindske energiforbruget forbundet med byggeriet.
Ved at anvende gode isoleringsmaterialer får vi vort energiforbrug yderligere ned. Derfor har mange af husene også meget tykke vægge og godt med isolering i tagene.
Nedenfor er en liste over de mest anvendte isoleringsmaterialer brugt i Frilands huse:
Halm
Halm er meget brugt som isoleringsmateriale på Friland. Enten som løst fyld i loft og vægge, eller som hårdt pressede baller i væggene.
Nogle af halmhusene har trækonstruktioner, der bærer taget (fx lod 22 og lod 9), mens andre er bygget med bærende halmvægge (fx lod 12b og lod 23).
Halm er et billigt, lettilgængeligt isoleringsmateriale i Danmark. Fra udlandet ved man, at halm også kan holde i århundreder, hvis ellers den holdes tør. Af den grund skal et halmhus have gode, store udhæng på taget. Derudover skal man sørge for at vedligeholde pudsen på væggene, så halmen inde bag ikke nedbrydes af fugt.
Ved ret tykkelse lever halm op til konventionelle isoleringsmaterialer så som mineraluld og opfylder de nyeste bygningsreglementer.
Halm er brændbart, og hvis en kraftig brand først får fat i, kan det gå rigtig hurtigt. Derfor pudser man også altid med et brandhæmmende lag ler udenpå halmballerne før evt. træbeklædning sættes op.
Vægge af pudsede halmballer er grundigt testet og er ikke brandfarlige, for når halmballen først er presset og pudset, er den svær at antænde og holde ild i.
Halm kan med fordel anvendes:
- Som isolering i ydermur og tagkonstruktioner med behørig brandsikring.
- Som bærende murværk. (Hårdt pressede halmballer af stor størrelse)
- Som indervægge.
Muslingeskaller
Muslingeskaller er anvendt rigtig mange steder på Friland, hovedsageligt som isolerende og bærende drænmateriale under mange af husene.
På lod 4 er det mindste af husene dog også isoleret med skaller i væggene, og på lod 5 er taget belagt med skaller.
Muslingeskaller har en vis isoleringsværdi, er lette, ikke brandbare, meget vind- og vandafvisende og så er de gode som drænering.
De er billige i forhold til mere konventionelle byggematerialer med tilsvarende evner, og de er der ud over lette at arbejde med.
Skallerne er et restprodukt af muslingefangsten i Limfjorden og er i fangstsæsonen som regel nemme at få fat på.
Hør
Hørfibre er et let materiale, med gode isoleringsegenskaber.
Man kan i dag købe hør både som løsfyld, baller og som batts i forskellige tykkelser, men man har anvendt hør som isoleringsmateriale på mange andre måder op gennem tiderne her i landet.
Hørfibre er et restprodukt fra blandt andet tekstilindustrien og kan have meget blandet kvalitet afhængigt af, hvilken del af planten fibrene kommer fra.
Hør er, som halm, et organisk og brændbart materiale. Uforarbejdet rå hør antænder og brænder let, og man bør derfor sørge for at have et brandhæmmende lag af fx ler udenpå.
Hør er et hygroskopisk materiale. Dvs. at det kan optage fugt og afgive den igen. Dette er en fordel, idet materialet så kan anvendes i husbyggeri uden dampspærre.
Hvis en væg isoleret med hør udsættes for fugt på et bestemt område, vil høren sørge for at fordele fugten ud i hele væggen og videre væk. Dermed mindskes fugtskaden.
Høren er til en vis grad selvimprægnerende. Den angribes derfor ikke umiddelbart af skadelige organismer.
Hør kan med fordel anvendes som isolering i ydermure og tagkonstruktioner med behørig brandsikring.
På Friland har en række af halmhusene anvendt hør som fyld i sprækkerne mellem halmballerne og rundt om døre og vinduer (fx lod 22 og 23).
Lod 8 har isoleret deres lille træhus med hør, og også på lod 21 vil de anvende hør som den primære isolering i væggene. Høren skal fyldes løst i rammemoduler af 45 cm tykkelse, som siden rejses.
Hamp
På Friland har blandt andet lod 5 isoleret med hamp. I deres hus har de anvendt hampemåtter som loftsisolering.
Træfibre
Træfiberisolering er fremstillet af cellulosefibre fra træer.
Træfiberisolering er et anerkendt alternativt isoleringsmateriale i Sverige og Finland, hvor det har været brugt siden slutningen af år 1900.
I Danmark findes der træfiberisolering i form af måtter og som granulat, der blæses ind i vægge og lofte.
Flere af husene på Friland (lod 15 og 22, samt det lille stenhus på vestparkeringspladsen) har fået blæst træfibre ind i hulmure eller tag.
Produktionen af træfiberisolering er forholdsvis miljøvenlig. Der tilsættes normalt meget få kemikalier, og kun i form af brandhæmmer.
Træfiberisoleringen egner sig særdeles godt til indblæsning, da den ikke falder sammen efterfølgende.
Den er desuden lyd- og vindtæt og har, som bla. hør, gode fugtledende egenskaber.
Links:
Perlite
Perlite er et alternativt isoleringsmateriale, der er fremstillet af en vulkansk bjergart og består af 75 procent siliciumoxid. Perlite udvindes direkte fra jordoverfladen eller fra miner i udlandet.
Når perlite knuses og derefter opvarmes til 1.100 grader udvider materialet sig til omkring tyve gange sin oprindelige størrelse. Resultatet er et hvidt, finkornet isoleringsmateriale, som kaldes ekspanderet perlite, og som blæses ind i hulrummene i ens hus.
Fordi kornstørrelsen er så lille (ca. 5 mm), er man nødt til at være opmærksom på byggeriets tæthed.
For at gøre perlite vandafvisende er overfladen behandlet, men er ellers ikke tilført kemikalier.
Perlite kan ikke brænde eller rådne og kan derfor bruges i byggeri, uden at der skal tages hensyn til disse forhold.
Perlite har en god isoleringsevne, der er fuldt på højde med mineralulds, men den er ikke så miljøvenligt som andre alternative isoleringsmaterialer, da forarbejdningen er ret energikrævende. Det er desuden et meget dyrere materiale end fx halm og muslingeskaller.
På lod 3 har man anvendt perlite som isolering i murstenshuset.
Isolering af Ravnen
I fælleshuset Ravnen er der eksperimenteret med et væld af materialer som isolering i væggene. Men da huset ikke har stået i så mange år, ved vi meget lidt om, hvordan de forskellige materialer virker endnu.
Der er blandt andet lavet forsøg med at isolere med tøj, papir, muslingeskaller, savsmuld og avisstakke.
Hvis man går en tur rundt om- og i huset, vil man kunne kigge ind gennem de mange små vinduer og se, hvor og hvordan materialerne er brugt.
Links:
ISOLERING